Løn i sommerferien
Som nyuddannet vil du opleve, at du står i et vadested mellem SU og løn. Læs her, hvordan du skal forholde digNår du har afsluttet din eksamen, og du er dimitteret som lærer, opstår der et hul i dit indtægtsgrundlag.
Som bekendt ophører SU med udgangen af maj måned med en udbetaling for juni. Hvis du for eksempel dimitterer i slutningen af juni og først kommer i ansættelse den 1. august, betyder det, at ikke har indtægt i juli måned. Hvis du som nyuddannet og bagudlønnet ansættes den 1. august eller senere i august, vil den første løn også først blive udbetalt med udgangen af august måned.
Derfor skal du være opmærksom på, at du enten skal ud og finde et arbejde i juli, eller straks skal melde dig ledig for at blive berettiget til at modtage kontanthjælp i juli måned. Kontanthjælpen udbetales ligesom løn bagud sidste hverdag i måneden. Der udbetales dog et mindre beløb ved ledighedens påbegyndelse, og hele hjælpen er som hovedregel tilbagebetalingspligtig.
Kontakt kredsen for yderligere oplysninger.
Husk A-kassen
Du er vigtigt, at du melder dig ind i a-kassen (dlf/a) senest 14. dage efter afsluttet eksamen.
Når du er optaget i dlf/a som dimittend, kan du først begynde at modtage dagpenge en måned efter uddannelsens afslutning (karensmåned). Da dagpenge i modsætning til SU udbetales bagud, kan der med karensmåned og de faste dagpengeperioder gå op til otte uger, fra du afslutter uddannelsen til a-kassen må udbetale dagpenge. De fleste dimittender opnår dog, også selvom de har fået arbejde fra skolens start, ret til dagpenge i en kortere periode.
Er du ved dimissionen medlem af en anden a-kasse, skal du kontakte dlf/a for at blive overflyttet med dimittendrettigheder – også her gælder fristen på 14 dage. Du vil i den situation normalt allerede have mulighed for at få dagpenge fra første ledige dag efter uddannelsens afslutning.
Hvis du ønsker udbetaling af dagpenge fra a-kassen, skal du melde dig ledig på det kommunale jobcenter fra den første ledighedsdag for at kunne få dagpenge.
Links for ledige:
- Publiceringsdato: 25. november 2014
- Ændringsdato: 18. marts 2024